14. december 2017 – Udgivet af Alfalån
Når du tager et lån, gør du ofte meget ud af at finde frem til de laveste renter og gebyrer på lånet. Det kan tage lang tid for dig at bestemme dig for, hvor du gerne vil tage et lån henne. Mange lader dog senere hen stå til, når de først har oprettet lånet. Der betaler de bare det, de skal hver måned – uden at interessere sig for, om det faktisk kunne være gjort meget billigere. For det kan det nemlig i mange tilfælde.
Når du har et lån, skal du typisk betale af på det i mange år fremover. Det kan være i 5, 10 eller måske 30 år, hvis det er et boliglån. Der kan ske meget med renter og gebyrer i den tid. Derudover viser de år, hvor du allerede har betalt af på lånet, at du er en god kunde for banken, der betaler til tiden. Det burde da også blive belønnet.
Det er derfor en god ide, at du jævnligt ser på, om du kan spare nogle penge på dine lån. Det kan være en god ide, at du en gang om året gennemgår dine lån, så du finder ud af, om der er penge at spare ved at forhandle med banken eller låneudbyderen, eller om det måske er på tide, at du skifter bank.
Når du vil tale med din bank om at give dig lavere renter, er det vigtigt, at du er godt forberedt. Du skal derfor danne dig et overblik over din økonomi, inden du tager til mødet. Det kan være ved at opdatere dit budget, se hvor ofte du laver overtræk på din konto, og hvornår du har betalt for sent. Jo bedre en kunde du er, jo mere har du at forhandle med med banken.
Husk på, at banken bare er en virksomhed. I den sidste ende handler det om penge for dem, lige som det jo faktisk også gør for dig. Hvis du ikke er tilfreds med at være kunde hos dem, kan du vælge at få en anden bank. Det kan være godt at minde dem om det, men er selvfølgelig ikke et argument, som du bør bruge alt for ofte – og slet ikke, hvis du ikke mener det.
Det kan være en god ide at se banken som en sælger på et kræmmermarked. Du ved, at du gerne vil have forhandlet dit lån ned til en lavere rente, så er det faktisk ikke så meget anderledes, end når du prutter om prisen på en vase eller en kommode, du har forelsket dig i blandt de mange kræmmerting. Det handler om at have argumenterne i orden for, hvorfor dit lån skal være billigere, end det er nu, og at du har viljen til at blive ved med at presse dem. Det kan godt være, at du ikke får banken ned på det beløb, som du havde håbet på, men en sænkelse af beløbet er bestemt også en fordel for dig.
Der er nogle få ting, der ikke er til forhandling, når du er nede i banken. Det er for eksempel de gebyrer og afgifter, som du skal betale til staten, som du ofte skal betale i forbindelse med et boliglån. Selvom det kunne være rart for dig at få sænket dem også, kan det være svært for dig at få en bank med på den ide. Du vil som regel også opleve, at beløbene er de samme hos alle banker.
Derudover er stort set alt til forhandling, når det kommer til lån. Både når du opretter lånet, og når du har haft det i flere år, kan du prøve at forhandle renter og gebyrer ned. Det kan komme til at gøre en kæmpe forskel for dig, ikke mindst hvis du har et stort boliglån.
Du kan også prøve at komme over i et andet kundesegment. Bankerne opdeler deres kunder i forskellige segmenter. Prisen på lån kommer blandt andet til at afhænge af, hvilket segment du er i. Hvis du kan få forhandlet dig over i et andet segment, er der måske ikke nogen penge at spare nu og her, men der kan være mange penge at spare, hvis du tager et lån i fremtiden.
Hvis din bank hverken er til at hugge eller stikke i, kan den bedste løsning for dig være, at du flytter. I 2016 lavede Forbrugerrådet Tænk en undersøgelse, der viste, at der er op til 25.000 kroner i forskel om året på at være kunde i den dyreste bank i forhold til at være kunde i den billigste bank. Det kan gøre en kæmpe forskel for dig. Er du kunde i en af de dyre banker, er det derfor klart værd at overveje, om du skal skifte bank – frem for at prøve at få dem forhandlet ned til en billigere pris. Læs hele artiklen her.
Har du flere lån hos din bank, kan det virke som en uoverskuelig opgave at skulle til at skifte bank. Men det er faktisk muligt for dig. Hvis du har et boliglån eller et forbrugslån, skal du tale med den bank, som du gerne vil være kunde hos, og finde ud af, om de har lyst til at overtage lånene. Har de det, er det som regel, fordi de tænker, at du vil blive en god kunde hos dem. Det gør også, at de klarer alt i forbindelse med skift af bank, for eksempel at få flyttet dine lån og få oprettet dine betalingsaftaler i din nye bank.
Når du overvejer at skifte til en anden bank, er det en god ide, at du først sammenligner de forskellige banker på nettet. Når du har udvalgt tre, som, du synes, virker gode, kan du gå i dialog med dem. Når de hører, at du også forhandler med andre banker, kan det gøre, at de vil sænke priserne for at tiltrække dig som kunde. Det kan derfor tage noget tid at finde frem til en billigere bank, men det kan betale sig i den sidste ende.
Har du drømme, men mangler pengene til at lade dem gå i opfyldelse? Med et forbrugslån kan du forsøde din tilværelse med det, du drømmer om - og med Alfalån som din partner er det enkelt og ligetil.